Blog-arkiv

Er du afhængig af sociale medier?

Har du trang til sociale medier, og får du en tilfredsstillelse ved at være på sociale medier?

På vej hjem i bilen fra arbejde i dag er jeg så heldig at høre et radioprogram, hvor to værter har lavet et væddemål. Desværre har jeg hverken navn på radiokanal eller radioværter. Men altså – den der tabte, skal undvære sociale medier i en hel uge(!) Ham, der har tabt, skal altså undvære både Facebook, Instagram og det værste for ham – Twitter!

Så er det, jeg begynder at reflektere – hvad ville det mon betyde for mig? Ingen Facebook, ingen LinkedIn, ingen Twitter, ingen Instagram, ingen Google+, ingen Pinterest? *Gulp* Den skal lige synkes…

Er du afhængig af sociale medier?

Jeg ELSKER bøger – mere viden!

For syv år siden (den 17. august 2006 for at være helt præcis) kom jeg på LinkedIn, som det første sociale medie, jeg stadig anvender i dag. Hvad lavede jeg før det? Læste flere bøger, studerede, jeg trænede vel i Fitness World sammen med en god ven, generelt var jeg vel langt mere sammen med mine venner i fritiden – fysisk – end jeg er i dag. Det var ikke blot korte kommentarer eller en lykønskning på fødselsdagen.

Tilbage til radioprogrammet. De to radioværter har inviteret arbejdspsykolog Einar Baldursson fra Aalborg Universitet til at fortælle om det at være afhængig af sociale medier. Ifølge Baldursson er man afhængig, hvis der både er en trang og en tilfredsstillelse.

Har du en trang til at følge med på sociale medier?

Og bliver du tilfredsstillet af at følge med på sociale medier?

Har du en trang til at følge med i, hvad dine venner foretager sig, og føler du efterfølgende, at du bliver tilfredsstillet med den viden, du opnår – så er du afhængig af sociale medier (ifølge Baldursson).

Radioværten, der har tabt væddemålet, fortæller, at han det første døgn har rigtig svært ved ikke at kunne følge med i, hvad der sker omkring ham. Hvad laver vennerne? Hvor er de henne? Hvem er de sammen med? Det skaber en usikkerhed hos ham og gør ham rent faktisk irritabel over for sin (nuværende fysiske) omgangskreds.

Baldursson genkender radioværtens handlemønster og fortæller endvidere, at Facebook pålægger os at være på hele tiden, og at det kan skabe stress. Vi kan opbygge en angst for at være alene, hvis vi ikke er på Facebook.

Baldursson fortæller om de forskellige trin, vi gennemgår, når vi ikke er på sociale medier. På trin 1 mener vi, at vi kan klare alt – selv det ikke at være på sociale medier. På trin 2 føler vi os holdt uden for – det er netop her radioværten befinder sig. Beklager, men de næste trin fik jeg ikke fat i – jeg kørte jo bil, så ingen notatskrivning…

Det er skarpt sat op, om man er afhængig eller ej. Og ja, jeg ELSKER at være på sociale medier. Jeg ELSKER al den inspiration og viden, jeg får gennem det netværk af de levende mennesker, som måske sidder i København og får andre input end jeg – og de deler dem med deres netværk – mig. Det er netop inspirationen og den viden, der gør, at jeg bruger flere timer af min fritid på sociale medier.

Heldigvis findes jeg også i den virkelige verden – og stikket kan trækkes ud – jeg har testet det før, men egentlig har jeg ikke behov for at skulle være offline flere dage i træk, hvis jeg er herhjemme. På ferier i udlandet er jeg stort set aldrig på. Hvis min yndlingscafé Street Coffee havde åbnet nu, var jeg trasket derned til den fysiske virkelige verden – de er altid i et lunt hyggesnakkehumør, som ikke findes i den virtuelle verden 😉 Jeg har ikke lukket mig inde, og ELSKER stadig mine venner 🙂 I er meget værdsatte!

Så… Er du afhængig af sociale medier? Og betyder det noget for dig, at du ikke kan blive opdateret på dit netværks aktiviteter hele døgnet?

Her er jeg på sociale medier:
Facebook
LinkedIn
Instagram
Twitter
Pinterest
Google+

Har du lyst på mere fra Einar Baldursson?
Danskere vil hellere undvære vand end apps




Star Tour slår alle Facebook rekorder

Fik 70.000 fans på tre dage

Star Tours pakkekalender på Facebook er blevet et kæmpehit. Da Star Tour den 1. december åbnede sin pakkekalender på Facebook fik siden i løbet af tre dage 70.000 tilmeldte.

Da vi fik 70.000 fans på tre dage spredte det sig med så stor hastighed, at Facebook i USA troede, der var tale om en ”ond-sindet” side, og derfor kortvarigt lukkede siden. Normalt er det nemlig kun virus, der breder sig så hurtigt,” siger Brian Faber, Commercial manager, Star Tour ”Ideen var at kombinere Star Tours verden med julens værdier og samtidig gøre kampagnen underholdende og relevant for målgruppen.”

”Sociale media er helt klart blevet en af de allervigtigste kommunikationskanaler for dialog med nuværende og potentielle kunder. De giver helt unikke muligheder for den åbenhed, dialog og nærvær, som vi ønsker med vores kunder. Flere end 80.000 fans forpligter og vi arbejder hårdt med vores planer for, hvordan vi skal leve op til og gøre os fortjent til dem fremover”, siger Brian Faber.

Kilde: TicTravel




En Facebook fan er 724 kr værd!

Det amerikanske bureau inden for sociale medier, Syncapse, har lavet en undersøgelse af Facebook fans værdi. Gennemsnitlig ligger værdien for en fan på 724 kr i forhold til en ikke-fan.

Fælles for de brands, der er med i undersøgelsen, er, at de alle har fået en økonomisk gevinst.

Undersøgelsen er udført i Nordamerika i juni 2010 med 4000 deltagere.




Hvorfor bliver vi fan af en virksomheds side på Facebook?

En undersøgelse af Facebook viser, at kun 38 % af forbrugerne er fans af virksomheder, hvor hver forbruger gennemsnitlig er fan af ni forskellige brands.

ExactTarget der har lavet undersøgelsen, har desuden undersøgt, hvilke motiver der afgør, hvorfor forbrugerne ønsker at være fans af en virksomhed på Facebook. Her er en liste over forbrugernes motiver til at blive fans:

  • 40 % er fans for at få rabatter på produkter
  • 39 % er fans for at vise støtte til virksomheden
  • 36 % er fans for at få gratis ting
  • 34 % er fans for at blive opdateret på virksomhedens aktiviteter
  • 33 % er fans for at blive opdateret på nye produkter
  • 30 % er fans for at blive orienteret om kommende salg
  • 29 % er fans for at få sjov og underholdning
  • 25 % er fans for at få adgang til eksklusivt indhold
  • 22 % er fans da de er blevet anbefalet det af andre
  • 21 %  er fans for at lære mere om virksomheden
  • 13 % er fans for at lære om emner i virksomheden
  • 13 % er fans for at interagere med virksomheden

Selv om mange af tallene er lave, viser de stadig at forbrugerne har lyst til at interagere og har en interesse i, hvad virksomhederne bedriver.

I undersøgelsen fandt ExactTarget ligeledes ud af, at 65 % af forbrugerne bruger Facebook, når de ikke er i skole eller på arbejde. Dermed er der størst interaktivitet om aftenen, hvor mange, der arbejder med sociale medier, ikke er på arbejde og dermed kan udnytte forbrugernes tid på Facebook optimalt.

Hvorfor bliver du fan af virksomheder på Facebook?